Nyheder

Klubmesterskab og PF17 sommerfest
(16. august 2026) Af PE Nielsen

I sidste uge havde vi bestyrelsesmøde, og et vigtigt punkt var efterårskalenderen og primært klubmesterskabet. Det bliver en 7 runders turnering primært i 8 mandsgrupper, evt suppleret med en Monradgruppe nederst; den endelige indbydelse vil inden længe blive offentliggjort via forsiden.
Det blev også besluttet igen at holde Juleafslutningen i Bissensgade. Visse Specialarrangementer er ikke helt på plads endnu, men tag et kig på den opdaterede Kalender her.


I går afholdt Møllevangens fælleshus den årlige sommerfest, og igen i år var festen pænt besøgt! Egentlig havde vi meldt fra pga. Rendsborg-turen, men da den jo blev udsat, ja så troppede vi op igen for at vise flaget, og vi var i år henvist til fliserne ved nedgangen. De fleste skakinteresserede var børn, og jeg fandt ud af, at det hedder at dræbe i stedet for at slå! Her en lille billedreportage fra festen, billederene er Per Oehlerichs og mine:


 
 

Stævnet var godt besøgt, og der var rigeligt
med mad og drikke

 

En ensom troubadour står her for musikken,
som der var et bredt udvalg af

 

Lars lægger for mod vores første gæst

   

Christians børn får has på en voksen!

 

En voksen kvinde prøver kræfter med Christians
datter, det går heller ikke godt!

 

Christian himself slutter dagens dyster af med
en hurtig sejr over en opkomling

 

 

Delt friluftsmesterskab
(14. august 2026) Af PE Nielsen

Der troppede meget passende otte spillere op til friluftsmesterskabet, og således gik det med betænkningstiden 8 minutter plus 5 sekunder pr træk:


 
 

Jonas lagde ud mod Tom, og det blev et åbningsopgør, hvor Tom trak det længste strå og vandt en officer. Selvom Jonas til sidst fik pulsen op med under 10 sekunder tilbage, måtte han give sig

 

I parti 2 forcerede jeg for voldsomt med de hvide mod Thomas, men Thomas var allerede i alvorlig tidnød og skred da også på tid i en uklar stilling

 

Oelherich gik med de sorte på rov og tog testamentebonden på b2 mod Lars. Lars skulle ha' straffet det direkte med Sc3-d5, valgte i stedet noget roligere,  Oehlerich kunne konsolidere og vandt siden i et kongeangreb

   

I det sidste indledende parti havde Knud Erik (midt i billedet) de hvide mod Sebastian; det blev noget manøvreren i engelsk, og Sebastian brugte megen tid. Han fik dog en god stilling og kunne ha' vundet en officer, netop som han skred på tid

 

Semifinale 1: Tom havde hvid mod mig, igen en englænder med meget manøvreren. Vi endte i et dronningslutspil med hver 5 bønder, det var og blev remis.
I den anden semifinale (billede mangler desværre) vandt Oehlerich over Knud Erik

 

Finale: Jeg får de hvide, men Oehlerich spiller solidt og stiller en fælde op, som jeg hopper i! Jeg mister en bonde, men får et vist modspil. Per tyr til slutspil, hvor det lykkes mig at erobre bonden tilbage til dødt remis

Det var bemærkelsesværdigt, at der ikke blev spillet lynskak på sidebordet, alle fulgte spændte med i det verserende parti! I semifinalen spillede Tom og jeg remis, og vi skulle deerfor ud i en omkamp på sidebordet, mens den anden semifinale blev spillet. Her vandt Tom en officer for nogle centrumsbønder, men til sidst blev det tidnød kaos, og det lykkedes mig at få en mat ind, netop som jeg røg ned på 0:00, og jeg fik finalepladsen mod Per.

I finalen kæmpede jeg mig til en remis mod Per, netop som mørket tog til. Remis blev det, og det var klart, at det ville blive for mørkt ude, og slutte et friluftsmesterskab af inde, var ikke lige sagen .... så vi blev enige om at dele æren, dermed delt klubmesterskab i friluftsskak til Per Oehlerich og Poul Erik Nielsen.


Rendsborgturen i september: Vi kommer 10 afsted, 4 par og to singler. Lars og frue kører i privatbil, mens resten kører i bussen.

Næste torsdag er der Augustlyn (5 minutters) med tilmelding kl 18.45.

 

Opstart med friluftsskak
(10. august 2026) Af PE Nielsen

Da vejret tegner lovende i løbet af ugen, satser vi på at gennemføre vores Friluftsmesterskab på torsdag, tilmelding senest kl 19.00. Der bliver også mulighed for at spille uhøjtidelig lynskak udenfor, så kom endelig, også selvom du ikke gider danse med med de store brikker! Der bliver naturligvis også mulighed for at snakke om alt muligt andet, fx vores Rendsborgtur eller den kommende holdsæson!

  Arkivbillede fra finalen 2024, jeg hvid mod Tom

 

Klitgård sejrede i Syddjurs!
(25. juli 2026) Af PE Nielsen

Thomas Klitgård vandt også i sidste runde og sikrede sig dermed sejren i Syddjurs' Sommerskak turnering med flotte 4½ af 5, Vadim Kobal var lige efter med 4, link til slutstillingen her. I Øbro har Nina spillet nok en remis og har nu 3 af 7.

 

Med fremme i Odense og Syddjurs, men ikke i Øbro ...
(22., 23. og 24. juli 2026) Af PE Nielsen

   Jan Rewitz fører hos Læseforeningen - Thomas Klitgård med fremme i Syddjurs   

Jan Rewitz deltager i denne uge i LF Sommer 2026 i Odense (LF for Læseforeningen), og det går mægtigt, ja faktisk fører Rewitz inden sidste runde i morgen med 3 af 4. Her møder han imidlertid i sidste runde B-medlem Lars Andersen, der som en af to ligger et halvt point efter Rewitz, og Lars har de hvide .... SLUT: Det glippede for Rewitz i sidste runde, så det var B-medlem Lars Andersen, der fik laurbærkransen på! Han må dog dele førstepladsen med Noah Frydendahl fra den arrangerende klub, de opnåede begge 3½ af 5, Rewitz 3. Link her.

I Syddjurs Sommerskak 2026 er 3. runde i gang nu, og her er Thomas Klitgård oppe imod den førende Vadim Kobal, der som den eneste har 2 af 2; Thomas og tre andre følger efter med 1½; der er 5 runder med slut på fredag. Link her. Thomas vandt topopgøret og er nu i front sammen med Richard Lilja, begge 2½ af 3 og de har spillet remis indbyrdes. Det blev endnu en sejr til Klitgård i næstsidste runde, så han nu fører med 3½ af 4, et halvt mere end Kobal.

Og Nina Høiberg spiller med i den stærke 90 års jubilæumsturnering i Øbro, men her går det mindre godt, da Ninas øjeblikkelige score er 1 af 4. I de følgende to runder har Nina scoret 1½ og er nu oppe på 2½. Link her.

   Nina er selvfølgelig også aktiv, hun spiller pt. med i Øbros 90 års jubilæumsturnering
Foto Thomas Vestergård

Derimod ser det ikke ud til, vi får nogen med i Senior DM, der starter i Løgumkloster på lørdag.

 

Festugeturneringen rykket frem
(16. juli 2026) Af PE Nielsen

Festugeturneringen er blevet rykket en uge frem, så den nu afholdes i sidste weekend i Festugen, den 4-6. september, og samtidig er spillestedet flyttet til Folkehus Ankersgade, Ankersgade 21, Aarhus, link til indbydelsen her. Der er pt. 16 tilmeldte, højstratede er Nina Høiberg; vi har yderligere Mikkel Hansen tilmeldt.

På mandag starter Syddjurs Sommerskak, og her er vores Thomas Klitgård den højstratede, link her.


Og så skal jeg erindre om vores sociale tur til Rensborg og Kielerkanalen den 19.-20. september, læs om det i klubbladet og få dig tilmeldt, deadline er den 1/8! Her et par billeder fra årets udstilling:

   

 

Sommerskakken slut!
(10. juli 2026) Af PE Nielsen

I aftes blev Aarhus Sommerskak afsluttet, og trods tab til Martim Matthiesen i næstsidste runde vandt Nicolaj Borge gruppen med 4 af 5. Nina vandt i 4. runde men var på hælene i sidste runde, men i slutspillet snoede hun sig fri til en halv. Dermed opnåede Nina imponerende 3 points, næsten det dobbelt af forventet! Det indbragte hende en delt andenplads. Ninas næste udfordringer starter om godt en uge, Øbros 90 års jubilæum, link her.

Koncentration og stærk fightervilje skaffede Nina et flot resultat!  

I Mester 3 kom Oehlerich aldrig ud af remisstimen, 5 af 5 af dem, en my under forventet. Peer Ole måtte derimod for første gang ned i sidste runde, så han endte ligeledes på 50%, nøjagtig det forventede. Det er værd at bemærke, at gruppen blev vundet af to spillere med blot 3 points, den ene var Henning Brøgger Jensen, Fredericia, som bor i byen af og til gæster os i PF17!

 

Remis, remis, remis!
(08. juli 2026) Af PE Nielsen

Der er tilsyneladende ikke den store kampgejst, i alt fald er der uforholdsmæssigt mange remiser i de tre øverste klasser! Mester 1: Nina tabte jo til Borge, men holdt så en fin remis imod Jesper Lauridsen og er allerede nu med 1½ snublende tæt på de forventede 1,6! Nikolaj Borge har vundet de tre første, Jesper ligger trods remisen på andenpladsen med 2½. Hold dig opdateret her.

Mester 3, her er jeg nu fra Thomas Vestergaard kommet til billeder:

 

Per Oehlerich kørte sin tredje remis hjem, og ligger lunt med 1½,
et halvt efter den førende ....

 

.... som er: Peer Ole Pedersen! Efter (den heldige!) sejr i 1. runde
er der kommet to halve til, og 2 af 3 er nok til føringen

 

2-1 til Norge, 2½-½ til Nordre og klubblad!
(06. og 7. juli 2026) Af PE Nielsen

Så kom Aarhus Sommerskak i gang i aftes på Skt Pauls Kirkeplads, og det blev en megt fin start for vore spillere. Norge besejrede Brasilien 2-1 og roede derudaf, men Nordre gjorde det endnu bedre i 1. runde af skakken: 2½-½! Nina Høiberg havde lige sneget sig med i Mester 1, hvor hun stiller op som underdog, men hun besejrede Janus Christensen, der er på genvisit i byen.

Peer Ole kom sent til og spiller med i Mester 3, og han startede ligesom Nina med en sejr!  

I Mester 3 har vi to spillere med Per Oehlerich og Peer Ole Pedersen i en gruppe, hvor alle har nittenhundrede og hvidkål! Peer Ole skaffede os sejr nr 2 ved at besejre Filip Kingo, som vi kender fra vore klubturneringer, mens Per O beskedent nøjedes med en halv mod Finn Bonnez. Der spilles de næste fire aftener kl 18, kig ind, og hold dig opdateret her.

Mandag kl 20 indfandt jeg mig så på spillestedet for at tage billeder af vore tre kombattanter .... havde desværre ikke kigget efter, hvem de skulle møde: Ingen Per og ingen Peer! Hvorfor? De mødtes indbyrdes, og i flg. Brian Kr havde det kun varet (vist) 5 træk! Pers bagtanke var klar: Spanien - Portugal kl 21.00! Peers måske også ...?! Men jeg fik da et billede af Nina i kamp mod favorit IM Nikolaj Borge:

  Nina var en bonde under, ofret eller tabt? Jeg skyndte mig hjem til skærmen inden kl 21! Hun tabte


Og så er det tid til et nyt klubblad, det er på gaden nu og vil blive afsendt til dig i dag:

Her er masser af læsestof om Generalforsamlingen, Nordre Forår, endnu en gang guld i hurtigskak for hold, seniorturneringer i udlandet og så selvfølgelig den lovede invitation til årets Tysklandstur - god læselyst! Trykkeriet beklager, at man har forstørrret skriften, så magenen næsten er forsvundet, det vil der være obs på fremadrettet!

Ældre nyheder...