Nordre III i Mesterrækken - kampreferater


 

1. runde, mandag den 30. oktober 2017 - Af Mikkel Hansen
 
VRS II - Nordre III   2½-5½
Kim Hardlei - Mikkel Hansen   0 - 1
Leif Nørholm - Mads Borup   0 - 1
Ole Skadborg Villadsen - Anna Hedelykke   ½-½
Torben Hansen - Kristen Hedelykke   ½-½
Eigil Andersen - Jonas Nielsen   ½-½
Kjeld Ehlers - Alfred Hedelykke   0 - 1
Jørgen Frank - Thomas Overgaard   0 - 1
Bent Slottved - Henning Kragelund   1 - 0

Sejren kunne have været større ...

 
    Som holdleder Ken ganske rigtigt skrev det i den interne mail til holdets spillere, så skulle årets første match finde sted næsten på datoen samme tid og sted som i sæsonen 2016/17. I år var premieren så rykket en enkelt dag, men rammerne (desværre) ikke Mesterrækken. Lad os hurtigst muligt komme tilbage dertil, tak!
     
    Vi drog 8 spillere af sted, kun afbud fra Niels Jürgensen, der var kommet galt af sted (vist nok noget med en hest?!).  Go' bedring herfra! Heldigvis så fik vi fuldgod erstatning i form af formand Borup, der som sædvanlig leverede det, han skulle. Lad os tage partierne frit fra hukommelsen (det er som regel nemmest at huske ;-) ) 

 
    Bræt 8: Dette var øjensynligt Kragelunds første parti i år (nej, han er desværre heller ikke med i vores klubturnering..øh hmm (!) ) Jeg så ikke meget af partiet, men tilsyneladende afgav han en officer for 2 bønder. Om der var kompensation eller ej, må være op til fagfolk at vurdere. 
 
    Bræt 7: Overgaard spillede fint og fik med hvid initiativ mod sorts noget passive Nimzo-inder. Han prøvede at skabe noget på kongefløjen og fik også en garderet fribonde, der afgjorde partiet til sidst. Modstanderen kunne dog have vundet til sidst, hvis ikke der blev byttet rundt på 2 træk i den afgørende kombination. 
 
    Bræt 6: Alfred spillede med sort afventende og fik efter åbningen chancen for at ødelægge modstanderens bondestruktur og give en svag dobbeltbonde, hvorefter han spillede partiet sikkert hjem.
 
    Bræt 5: I et Old-School parti ( e4, e5 Sf3, Sc6) spillede Jonas et parti, som referenten ikke har forstand på (notationen er gået galt, så gennemspilning ikke er mulig) Derfor skal jeg ikke kunne udtale mig om, om der kunne forventes mere end remis i det parti. Ikke desto mindre blev pointdeling tilfældet efter små 26 træk.
 
    Bræt 4: Inden holdkampen forespurgte Claus Vangsgaard om vi kunne være interesseret i at få 5 min mere efter de 40 træk. Altså 20 min. i stedet for et kvarter. Efter sigende skyldes det, at alle urene ellers skulle stilles om, og det havde man ikke lige overskud til.  Det var der umiddelbart ingen indvendinger imod, og jeg kunne ikke dy mig for lidt halv kækt at udbryde: "Det vil Kris nok sætte pris på!"  Vores 4 bræt fik en god stilling med sort mod Torben Hansen og med en sund bonde mere. Hvorfor han ikke vandt, er svært at svare på, men i hvert fald enes man om pointdeling til sidst. Her havde Kris 50 sekunder tilbage! 
 
    Bræt 3: Åbningen så jeg ikke, men Anna så ud til at komme til at stå godt. Man havnede i et dronningslutspil, hvor hun havde et par bønder mere. På en god (lidt bedre) aften ville hun vinde sådan et parti. 
 
    Bræt 2: Her havde vikar Borup sort mod gamle Nordre-medlem Nørholm. I engelsk får han initiativ med sort og også en bonde mere. Det så relativ sikkert ud, omend at hvids stilling langt hen af vejen så solid ud.
 
    Bræt 1: Her skulle undertegnede så op mod Hardlei - ligeledes gammel Nordre-medlem - der som forventet stillede sig afventende. Jeg spillede på, at han fik en dårlig løber, og hans lidt trængte stilling faldt da også sammen, da han valgte at nappe en forgiftet bonde i centrum. 
 
    Alt i alt ok, selvom jeg mener, vi havde fortjent lidt mere, der var stillinger til det næsten hele vejen rundt. Det kan vi om ikke andet tage med videre til næste opgave hjemme mod Silkeborg.